pHix Compact, Banebrydende nytænkning

11/09/2017 · MARCOM

Som nævnt i en tidligere historie har pH måling altid været en meget vigtig del af MJKs produktsortiment. I slutningen af 90’erne lanceredes pHix Field, det var en microprocessor styret pH måler, der mest var en opdatering af den 15 år gamle MJK 751/752.

De mange besøg på renseanlæg Europa over, gav Jens og Ivan et billede af, hvor man kunne hjælpe kunderne ved at distancere sig fra den vanetænkning, som producenter af pH målere stod for. Den typiske pH-måler var en glaselektrode, udviklet til laboratorie brug, de var ikke skabt til det hårdføre brug de blev udsat for.

MJK ønskede at lancere en pH transmitter, der var bedre, smartere og enklere at bruge end det, der allerede var på markedet. Samtidig efterspurgte en god kunde en pH transmitter, der skulle være lige så enkel at bruge som en tryktransmitter, som typisk bliver smidt ned i vandet og tilsluttet med 2 ledninger.

Jens Kruse, ”Ideen var ikke nem i praksis. Vi måtte igennem mange øvelser med design af det særlige vandtætte kabinet, hvor der både var elektronik og elektrode. Vi designede low power elektronik, da det hele skulle forsynes med et 2-wire system, og så vi opfandt et helt nyt og enkelt kalibreringssystem. En ny slags pH elektrode, særligt egnet til spildevand og et smart overvågningssystem til elektroden. Elektroden i sig selv var en interessant udviklingsopgave, vi designede selv indkapslingen og investerede i støbeforme til plasthuset og fik fremstillet det flade selvrensende glas, der var en vigtig del af elektroden.”

Ivan Griese, ”Alt var nærmest nyt på pHix Compact. Noget af det bedste vi gjorde var at afvige fra branchestandarden for elektroder. Hidtil havde nulpunktet været pH 7,0. Det betød at efterhånden som elektroden blev slidt op, ville man måle 7,0 hvilket ikke giver indikation af, at man skal tjekke udstyret. Vi ændrede simpelthen nulpunktet til pH 4,6, på den måde sikrede vi, at man kan se tydeligt, når man enten skal kalibrere eller skifte elektroden”.

På den måde skabte MJK pHix Compact, et instrument, der på 15. år benyttes i dag både i industrien og på renseanlæg over alt i verden.

Læs som PDF